Gå videre til hovedindholdet

Indlæg

Farvel Farfar.

Når et langt liv slutter!
Kl. 08:46 d 22/09-2017 ringer telefonen, det var min tvillingsøster der har nogen sørgelige nyheder til mig. Farfar er lige død. 😢 Og her sad jeg med computeren fremme og tænkte jeg hellere måtte se om jeg ikke kunne få griflet lidt ned til bloggen. Havde dog ikke ligefrem tænkt mig at død skulle være emnet. Her sad jeg og nød at det var fredag, og at jeg skulle til 50 års fødselsdag senere. Men ja det blev så til en trist formiddag, hvilket også passer sammen med vejret. Det er gråt og trist vejr. Men farfar gjorde godt, eftersom han blev 93 år gammel. Dermed slutter en epoke i mit liv. Han var nemlig den sidste af mine bedsteforældre der var i live. Jeg har ikke set ham siden hans 90 års fødselsdag, som var et supprise party for ham. Det var så dejligt at se ham.

Farfar bor (Boede) i Jylland i nærheden af min faster der kun er et par år ældre end jeg. Og jeg har kun talt med ham 2 gange efter jeg var til hans fødselsdag. Jeg plejede at skrive en sms i ny og …
Seneste indlæg

Selvstændig eller stædig?

Selvstændig eller stædig?
Er der som kvinde noget galt i at kunne selv? At være selvstændig? Hvorfor bede om hjælp hvis man kan selv? Jeg er som i ved kronisk syg med bl.a. SLE, bedre kendt under navnet Lupus. Jeg står i et dilemma hvor jeg har brug for at vide, om det er mig der er selvstændig og prøver at holde fast i at jeg godt kan selv, eller om jeg er for stolt til at bede om hjælp. Men inden i får at vide hvad sagens drejer sig om, skal i have lidt baggrundshviden om mig. Jeg har altid været den som afprøvede om jeg kunne selv, og gik det ikke bad jeg om hjælp. Har aldrig på forhånd bare givet op, og sat mig ned og sagt til en kæreste ”Ih det kan jeg ikke finde ud af, kan du ikke hjælpe mig med det?” Ved mange kvinder mener der er visse ting en mand skal klare, og fair nok hvis i selv har det fint med det, men for mig er verden ikke delt op i mande ting og kvinde ting, andet end at det ER kvinder der bærer barnet i de 9 måneder de er gravide, og at det ER dem der føder dem, på…

Kan ikke - vil ikke.

Jeg kan ikke – Jeg VIL ikke!


Jeg har en af de dage hvor jeg bliver ved med at mærke at epilepsien eksistere i min krop. Jeg får et hint af et spøgelse, som jeg kalder dem, de små ubehagelige ”mini anfald” som ikke nødvendigvis udvikler sig til krampeanfald. Heldigvis skal det lige siges, at det er længe siden, at jeg sidst har haft et krampeanfald. Den bedste måde at beskrive de ”spøgelser” er den form for ubehag man har i kroppen lige efter man har fået et rap over nallerne, af et elektrisk hegn. Den summer rundt i kroppen på mig længe efter, og giver mig en følelse af håbløshed. Den minder mig om, at jeg er syg. Den minder mig om, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil. Den minder mig om, at jeg ikke kan ændre det, lige meget hvor meget jeg end ønsker det.



Jeg hverken kan eller vil acceptere at jeg er blevet syg. Det passer slet ikke ind i alle mine planer for livet. Jeg har ikke tid til det her fis. Jeg kan ikke acceptere det. Jeg ved godt at, det jeg bliver nød til, men jeg har seri…